Sankt Hans tale i Gandrup 2023

Tak for invitationen til at komme og holde Sankt Hans tale her i Gandrup. Selvom nogle af vores gode venner, som har bygget hus og slået sig ned her i Gandrup, har sagt til mig, at jeg for alt i verden ikke må tale politik i min Sankt Hans tale – for det gider vi ikke høre på herude, som de siger – så havde jeg nu alligevel tænkt mig at holde en rigtig brandtale. Men så kom afbrændingsforbuddet på grund af tørken, og så var det også udelukket.

I stedet har jeg valgt et par andre temaer, som jeg håber, I gider lytte til i den tid, det tager at bunde en kold fadøl!

Selvom jeg har boet i nærheden af og i selve Aalborg næsten hele mit voksenliv, så føler jeg mig også hjemme herude i det vendsysselske. Jeg kommer selv fra et lille tæt landsbysamfund nede på Lolland, og selvom der er gået 55 år, siden jeg forlod de evigt bølgende grønne roemarker på Kaj Munks fødeø, så bærer jeg stadig på bevidstheden om den nærhed og det sammenhold, der dengang var ude på landet – og som jeg er sikker på, at jeg også ville genfinde her på Gandrup-egnen. Den nærhed og det sammenhold, som moderne ordmagere og politikere uden egentlige tilknytningsforhold kalder sammenhængskraft.

Vi vidste ikke dengang, at det var det, vi praktiserede. Vi stod bare sammen derude på landet for at leve det liv, vi opfattede som godt – i kraft af os selv og vores identitet som folk på landet, og på trods af bysamfundenes bedreviden og mangel på forståelse. Dernede sydpå var det Nykøbing Falster, heroppe i det nordlige Jylland er det Aalborg. Så i udgangspunktet deler vi opvækstvilkår – nemlig som udkantssamfund. Men vi klarer os endda. Og hånden på hjertet: De store byers økonomi og fremdrift kan vi ikke undvære. I det hele taget kan vi ikke undvære hinanden i dette lille kongerige – selvom mange forsøger at bilde os ind, at det kan vi sagtens, fordi vi i bund og grund er os selv nok.

Det leder mig frem til det første lille tema, jeg vil berøre i denne Sankt Hans tale: Egoismen. For at være sikker på, hvad jeg taler om, så slog jeg begrebet op i Ordbog over det danske sprog, og her defineres begrebet som selvoptagethed, egenkærlighed, begærlighed – og en masse andre negativt ladede ord, som jeg ikke vil spolere den gode stemning ved at remse op.

Men jeg synes, at egoismen er et problem i den måde, vi i mange sammenhænge forvalter vores liv på i dag. Den måde, vi sætter vores egne personlige interesser over fællesskabets. Det kan gælde i de helt store politiske sammenhænge, hvor vi internationalt kan se vores interesse i at være med i et fællesskab, men hvor den nationale egoisme alligevel forbyder os at være med fuldt og helt. Vi fiser lidt på hamlen. Vil gerne have alle fordelene, men vil ikke helt betale prisen – bortset fra et område, som jeg bliver nødt til at fremhæve, selvom det er politik – ikke lokalpolitik om skolelukninger, Egholm-forbindelse og ny borgmester i Aalborg – men international storpolitik:

Når det drejer sig om støtten til Ukraines kamp mod den russiske besættelsesmagt, så har den danske holdning for en gangs skyld være fuldstændig klokkeklar og ikke til at misforstå: Vi støtter fuldt og helt: Militært, økonomisk, politisk og – måske ikke mindst – moralsk. Og det bliver bemærket. Internationalt – og i det meget små.

Forleden kom jeg til at holde ved siden af en ukrainsk bil i et lyskryds, mens vi ventede på grønt. Jeg fik øjenkontakt med den unge kvinde ved rattet og sendte hende et forsigtigt smil og en opadvendt tommelfinger – og hun kvitterede med et V-tegn og hænderne i takkeposition over rattet. Det tog 5 sekunder, og så trillede vi videre – begge en lille, varm og intens oplevelse rigere. Fordi vi følte en ordløs samhørighed, som var befriet for al form for egoisme.

I øvrigt skal jeg huske at være retfærdig overfor egoisterne – for det er jo rigtigt, som der stod i en graffiti på en mur i København:

Egoister taler aldrig ondt om andre. De taler nemlig aldrig om andre!

 

Et sted fungerer egoismen som benzin i en motor, nemlig på de sociale medier, som er et andet tema, jeg vil komme ind på.

Lad mig først sige noget godt om de sociale medier – Facebook, Twitter og hvad de nu hedder alle sammen.

Hvor de traditionelle medier – aviser, radio og TV – bygger på envejskommunikation, så bygger de sociale medier på dialog. De traditionelle medier er langsomme – de sociale er lynhurtige. De traditionelle medier er gode til sammenhænge – de sociale er gode til øjeblikke. Og så er de sociale medier, i hvert fald i deres udgangspunkt, demokratiske, fordi alle har adgang til dem (medmindre du lever i et ufrit samfund).

Men fra at være medier, hvor du kan dele opskrifter på årets bedste jordbærsyltetøj, prale med fantastiske sportspræstationer, glædes over barnebarnets studenterhue, kommentere politik eller efterlyse en bortløben hundehvalp i Gandrup eller Vester Hassing, så er de sociale medier i mange sammenhænge degenereret til en fritløbende kloak, hvor der deles kompromitterende nøgenbilleder, lyves groft, svines til og hvor liv ødelægges hver eneste dag. Alt sammen fordi at enhver her kan få frit afløb for den altopslugende egoisme, som kun har til formål at ødelægge andres liv.

Problemet med de sociale medier er, at ingen stilles til ansvar, at alle kan svine alle til, uden at det får konsekvenser. Og det er synd for den helt nødvendige samtale, som netop de sociale medier giver os mulighed for i et hidtil uset omfang. Men når de ubetænksomme tastaturkrigere marcherer taktfast, så er vi alle i fare.

 

Egoisme og sociale medier – det var de emner, der umiddelbart trængte sig på, da jeg satte mig til tasterne for at skrive denne lille tale. Fordi det er så magtpåliggende for mig at gøre opmærksom på noget af det, der truer vores fællesskaber og vores gode liv.

Jeg undskylder, hvis det har lydt lidt negativt – for i bund og grund er jeg et positivt menneske, som hellere tæller de lyse timer end de mørke, som trives bedre i lys end i mørke, i sol i stedet for skygge – selvom den gamle bonderøv nede fra Lolland unægtelig længes efter en god og silende dagsregn!

Uvist af hvilken grund kom jeg til at tænke på den amerikanske præsident Joe Biden og noget af det, han sagde i sin store indsættelsestale for et par år siden. Han blev jo valgt i skarp konkurrence med en orangefarvet sandhedsfornægter, som havde skabt stor social uro – og jeg husker tydeligt, at Joe Biden lænede sig frem og så intenst ind i kameraet og sagde:

• Dear fellow americans. Let us forget the hate and the evil. Because we are good people, who cares. Honest, hard working. So never forget: We are good people!

Og han har jo ret. De almindelige amerikanere er gode mennesker, som bare vil have et godt liv. Jeg er enig med Joe Biden, og kunne faktisk godt have lyst til at stille op til præsidentvalget i USA, men med mine kun 76 år er jeg jo alt for ung!

Jeg mener, at vi sagtens kan overføre Joe Bidens manende ord til vores eget lille kongerige – selvom forskellen på USA og Danmark er indlysende markant.

For hvad er det, vi alle dybest set helst vil her i livet? Vi vil fred her til lands, som midsommervisen også fortæller om. Vi vil fred i vores familie. I vores arbejdsliv. I vores relationer til andre mennesker. Vi vil – som Halfdan Rasmussen så smukt skrev det – hellere slå vores plæne end slå løs på pæne folk. Vi er – med få markante undtagelser – ordentlige og hæderlige mennesker i dette lille land.

Vi lever op til det, som den store amerikanske præsident Franklin D. Roosewelt – ham med New Deal-politikken efter den store depression - sagde om det, der efter hans mening var meningen med livet: Gør hvad du kan – med det du har – der hvor du er.

Gør vi det, så lever vi godt i forvisningen om at bidrage til fællesskabet. Og så kan vi med sindsro sige med skuespilleren, instruktøren og musikeren Woody Allen: Jeg frygter ikke døden.  Jeg vil bare nødig være til stede, når det sker!

TAK FOR ORDET – TAK FORDI I LYTTEDE – OG GOD SANKT HANS AFTEN